søndag den 21. juli 2013

Fyldte chokolader!



Jeg har en sød veninde, der kun ønskede sig en æske fyldte chokolader i fødselsdagsgave. Jeg synes godt, dem man køber færdige kan være lidt kedelige. Så jeg begav mig ud i at lave dem til hende selv! 

Det er egentlig supernemt, men det tager ret lang tid. Men det er det hele værd!
Jeg lavede 4 forskellige slags fyld, og opskrifterne kommer her på dem alle. 
Jeg lavede én portion af hver slags fyld, og der blev til ret mange chokolader, (i hvert fald 50 stk.) Jeg endte faktisk også med at smide noget af fyldet ud til sidst. 

Udstyr

  • Chokoladeforme eller silikoneforme
  • Sprøjteposer eller fryseposer
  • Evt. mandler, appelsinskal, krymmel eller andet til at pynte med

Toms skildpadde, Mørk orangetrøffel & chokokaramel
Som chokoladeform brugte jeg en silikone isterningform, med 15 små hjerter. 
Jeg lavede chokoladerne af 2-3 omgange: som regel hvor jeg først fyldte formene med det yderste lag chokolade, og derefter smed jeg dem i fryseren. Efter 5 minutter er chokoladen stivnet, og så kan der hældes fyld i. Hvis fyldet var flydende, smed jeg dem endnu en tur i fryseren, og hvis ikke, så lagde jeg det sidste lag chokolade på med det samme, og stillede dem derefter i fryseren/køleskabet til de var færdige og kunne poppes ud af formen.

Jeg var løbet tør for sprøjteposer, så jeg brugte bare fryseposer, som jeg klippede et lille hul til at sprøjte fyldet ud af. 

Husk at opskrifterne her kun er på fyldet, så beregn at du også skal bruge en del chokolade til selve skallerne. Jeg brugte cirka 1 plade á 100 g. pr. isterningform.


Mørk orangetrøffel
  • 120 g. piskefløde
  • 100 g. Marabou orange 70 % chokolade

Den her er enormt nem.
Chokoladen finthakkes. Fløden koges op og chokoladen smeltes deri og det røres godt sammen. Fyldet stilles på køl.
Nu tænker du sikkert, at den er alt for flydende. Men når chokoladen begynder at stivne i fløden, når det kommer på køl, så får du en lækker, cremet og tyk orangetrøffel. Mums. 
Du kan også bare bruge helt almindelig mørk chokolade til trøffel.



Toms skildpadde fyld
  • 1 dåse kondenseret mælk
  • 2 spsk. rom
  • Romessens 
Skildpaddefyld
Det her er SÅ nemt. Og hold fast hvor smager det godt. 
Pil papiret af dåsen, og læg den i en gryde med vand.
Sæt gryden i kog, og kog dåsen i cirka 3 timer og sørg for den er dækket af vand hele tiden.
Her sker det magiske. Når du så åbner dåsen, er den fyld af brun karamel. Åhh! 
Jeg piskede karamellen godt sammen med en elpisker med romessens og rom, til den havde den helt rigtige smag. 

Behøver jeg at sige, at det kræver en pokkers god selvdisciplin at have sådan en skål her stående i køleskabet?!





Karamel- og kiksefyld ala Twix
Okay, denne her er lidt besværlig. Til gengæld er den min yndlings. Det besværlige ligger i, at man skal bruge smeltet flødekaramel. Og jeg kan ikke finde færdigkøbt flødekaramel nogen steder, hvor jeg bor! Jo jo, man kan selvfølgelig få Dumle eller Riesen eller lign..... Men der er jo chokolade udenpå, og ved ikke lige helt, hvordan man får det der chokolade af. Udover at slikke det af! ;-)

Og det ville jeg alligevel ikke byde min veninde. Så jeg lavede mine egne flødekarameller først. Opskriften fandt jeg her på Arlas hjemmeside

Hvis du kan finde færdige flødekarameller nogen steder, kan du selvfølgelig bruge dem. 

  • Digestivekiks 
  • Flødekarameller
  • En smule fløde
Et par flødekarameller opvarmes i en lille gryde med en spsk. fløde til det bliver en flydende, ensartet masse. Karamelmasse bliver hamrende varmt, så det er vigtigt, at chokoladeskallerne er ordentligt kølet/stivnet inden du hælder karamel ind i. 
Digestivekiks brækkes i små stykker, så de passer ind i chokoladeformen. 

Først lægger du kiks ind i chokoladerne, og derefter hælder du lidt flydende karamel udover kiksen. Det smager helt fantastisk!! 


Choko-karamelcreme 

  • 100 g. brun rørsukker*
  • 30 g. vand
  • 30 g. honning
  • 80 g. piskefløde
  • 10 g. smør
  • 100 g. mælkechokolade (smeltet over vandbad)
Vand og sukker koges til karamel og honningen tilsættes. Fløden opvarmes kort og tilsættes lidt efter lidt. Smør tilsættes. Smeltet chokolade røres i. Denne creme kan også virke lidt flydende, men den sætter sig betydeligt, når den afkøles.

*Du kan også bruge alm. sukker, så skal den koges lidt længere, til den får en lækker karamel-farve.


Sæt igang!





Ingen kommentarer:

Send en kommentar